New Zealand - mandag den 11. februar 2013
Fra Leeston til Ealing (med Trans Alpine tværs over sydøen)
Præcis kl. 6:30 var der morgenvækning. Vi klarede morgensmukkeseringen og satte derefter snuden mod Rolleston, en lille forstad til Christchurh med en trinbræt til den jernbanetur, som vi skulle på. Anna havde foreslået os at køre dertil i stedet, for der kunne man parkere gratis. Det var lidt bøvlet, at nå frem til den lille parkeringsplads, der var i forbindelse med trinbrættet, så vi måtte køre lidt rundt i nabolaget, før det lykkedes at ramme rigtigt på indgangen.
Der var ingen hastværk af den grund, for der var stadig 3 kvarter til, at toget kørte, så vi fik vores sædvanlige omgang yughurt, knækbrød og kaffe. Det passede perfekt, da vi var færdige med morgenmaden, hankede vi op i vores rygsække, gik op på perronen og voila, der kom et tog!
Vi havde betalt 198 dollars (godt 900 kr.) pr. person, så det undrede os, at der ikke stod et fast sædenummer på vores billetter. Det var der nu styr på, for togpersonalet havde vores boardingpas med sædenr. på. Det var topmoderne togvogne, bygget i 2010 og 2011, med fine panoramavinduer, så man kunne kigge næsten lodret op. Alle fik udleveret hovedtelefoner og heri blev der udførligt fortalt om turen efterhånden, som toget kæmpede sig frem til og op over de sydlige alper. Det var jeg nu ikke til. Jeg sagde næsten farvel til de andre, for jeg ville hen på en af de 2 åbne togvogne og følge turen. De åbne togvogne var vogne uden vinduer. Her kunne man fotografere fra. Det var ikke til i de fine vogne med panoramavinduer.
Jeg gik gennem 5-6 vogne og en cafevogn, før jeg nåede frem til den første åbne togvogn. Her var allerede en del mennesker samlet, så jeg var ikke ene om at få ideen om, at opleve turen derfra. Det første stykke fra Rolleston forbi den næste station på strækningen, var helt fladt område. Alligevel dukkede Marie op og sagde, at vi var steget 200 meter på strækningen. Det var ikke til at se, for det føltes som om vi kørte helt lige ud.
Men de høje bjerge nærmede sig hastigt og snart begyndte toget at dreje frem og tilbage, for at arbejde sig op i bjergene. Den åbne togvogn blev fyldt helt op med passagerer, så jeg opgav at dække begge sider af togturen. Folk stod simpelthen på nakken af hinanden, så jeg valgte at "bide mig fast" i den venstre side af vognen og fotografere turen derfra. Det skulle snart vise sig, at det var den forkerte side. I højre side (den nordlige side) var der ubetinget mest spektakulære scener, men dem måtte jeg tage på tilbagevejen!
På vejen op over alperne, kørte vi igennem en række tunneller og her blev lugten af diesel meget tung. Det var en befrielse, hver gang vi kom ud af tunnellerne igen. Efter en god times tur op af alperne, nåede vi til Arthurs Pass med en station i 750 meters højde. Jeg sendte en tanke til vores togtur i Peru i januar 2012, hvor turens højeste punkt var oppe i 4.900 meters højde. I det hele taget blev der sendt en del tanker til denne togtur undervejs.
På stationen ved Arthurs Pass, var der en del passagerer, der stod af. Det gav en del mere luft i toget. Men samtidig blev alle mand gennet ud af de åbne vogne, der skulle låses af. Årsagen var, at vi kørte direkte fra stationen ind i en 8 kilometer lang tunnel. Det ville ikke være særlig behageligt, at indånde dieselosen i den tid, det tog toget, at komme igennem sådan et hul! Torben fortalte, at tunnelen var lavet med en speciel anordning, for at undgå for meget dieselos i tunnelen. Så snart toget var kørt ind i tunnelen, blev der lukket for hullet i den anden ende (vestsiden) og en turbine gik i gang med at lave et vakuum, så dieselosen blev trukket foran toget.
Så snart vi var kommet gennem de 8 kilometer mørke, blev døren til den åbne platform låst op igen og jeg indtog min "faste" plads bagerst i vognen, hvorved jeg fik luften (og dieselosen) blæst lige ind i ansigtet. Efterhånden, som bjergene fladede ud igen, gik jeg tilbage til de andre. Det var trættende, at få luften pumpet ind i hovedet gennem så lang tid, så jeg fik en lille morfar, mens vi kørte gennem det sidste stykke frem mod endestationen i byen Greymouth.
Vi havde diskuteret, om vi skulle fylde vores rygsække med frokost til i dag men da vi jo tidligere havde været i Greymouth, vidste vi, at der lå et stort supermarked lige ved siden af banegården, så vi kunne jo bare proviantere dér. Men der lå også et "Ale House" lige foran banegården, så det var et langt mere attraktivt valg. De bød på rejesalat og cider til pigerne og pie og porter til drengene. Det var ikke så ringe, selv om jeg nok kommer til at dele Maries holdning til pies. Det bliver ikke en favorit. Slet ikke, når de bliver fyldt op med en gryderet.
Vores program passede som fod i hose. Så snart vi var færdige med at spise, kunne vi gå direkte over i toget igen. Vi havde de samme pladser og vi kunne konstatere, at der ikke var særlig mange med toget retur. Så kunne jeg måske få en plads i den RIGTIGE side af den åbne togvogn denne gang. Det fik jeg og jeg havde næsten vognen for mig selv på den første strækning. Sikke en forskel...
Før Arthurs Pass, blev vi (jeg) igen sendt ud af den åbne vogn. De andre 3 snakkede om kaffe og is men cafeen var også lukket gennem tunnelen, så de måtte væbne sig med tålmodighed. Vi fik en del flere passagerer med ombord ved Arthurs Pass men ikke nok til, at den åbne togvogn blev fyldt op. Marie dukkede op med kaffe og is. Det var lækkert. Så først en is i den ene hånd og et kamera i den anden. Derefter kaffe og kamera i hænderne. Der skulle jo nødig komme noget spændende forbi...
Der var ingen tvivl om, at den nordlige side af toget var der, hvor der var mest at se på. Vi kørte bl.a. langs med en dyb kløft, hvor floden løb dybt nede i dalen. Langt det meste af tiden var der spektakulære views ned i kløften på togets venstre side, så kameraet var flittigt i brug. Jeg kunne huske, at vi på et tidspunkt i formiddags var kørt igennem et par tunneller med kun få sekunder imellem tunnellerne. Men udsigten i "sprækken" var åbenbart så god, at folk i den åbne togvogn havde sagt "Aaaaahhhh". Lige nøjagtig det sted var jeg meget opmærksom på, at ramme, så hver gang vi var på vej ud af en tunnel, stod jeg klar med hånden på aftrækkeren. Ikke engang japanerne kunne være med :-)
Da bjergene atter ebbede ud, gik jeg tilbage til de andre, for at nyde den sidste fladere strækning sammen med dem. Ella nåede også lige at kigge ud i den åbne togvogn, da vi kørte igennem strækningen med den dybe kløft.
Se nu havde jeg flere gange haft tankerne tilbage til vores flotte togture i Peru året før og jeg var spændt på, om denne strækning kunne leve op til sit ry om, at være en af verdens mest spektakulære togture. Min konklusion er, at det kan den godt og den kan også hamle op med vores togture i Peru. Det er 2 vidt forskellige naturområder man kører igennem. I Peru foregik det meste af turen i bjergområder i 3000-4000 meters højde med høje bjerge at kigge op på. På strækningen mellem Christchurch og Greymouth er der både høje bjerge og dybe kløfter, at kigge på. Så turen kan sagtens anbefales!
Ved 6-tiden, var vi tilbage ved udgangspunktet og vi satte fluks kursen mod syd af hovedvej 1. Denne strækning havde vi kørt før, så vi havde aftalt, at vi bare satte damp på, for at nå så langt ned, som vi kunne, før det blev mørkt. Så kunne vi bruge hele dagen i morgen på at udforske "nyt land". I Ashburton fik vi handlet lidt ind i Countdown supermarkedet. Det var ikke svært at finde butikken med alt det elektroniske udstyr, vi havde ombord. Et opslag på internettet og vi havde en adresse til GPS'en...
Vi fortsatte en halv time efter Ashburton og gjorde holdt på en rasteplads ved Ealing. Vi burde være blevet klogere men det var ikke nogen god ide at parkere mellem en hovedvej og et jernbanespor. Det skulle vi snart få at lære :-)
Aftensmaden bestod af lidt rester (pølser, kød, majs, brød). Vi var godt trætte men holdt alligevel gejsten oppe til efter kl. 10, før vi kravlede i seng. Atter havde vi haft en rigtig fin dag med flot vejr og imponerende naturscenerier..
